New York og Hawaii 2023 - Singapore og Indonesien 2017 - Norge 2015 - Dubai og Australien 2014
tirsdag den 25. juli 2023
I vandet
På vulkaner
torsdag den 20. juli 2023
Bye, bye Big Island
Lufthavnen i Kona på The Big Island er virkelig meget "tropical island"-agtig.
Stort set hele området er i fri luft, både check-in, bagageudlevering og gates. Virkelig hyggeligt.
Grunden til, at vi befinder os i lufthavnen er, at vores ophold på The Big Island er slut, og vi skal nu videre til Maui og de sidste 6-7 dage af vores rejse.
Her på den store ø har vi haft mange skønne oplevelser, en af de uventede var den tropiske storm Calvin, der kiggede forbi tirsdag aften. Det var nu relativt udramatisk, det blæste bare voldsomt i nogle timer, så der var slet ingenting at være nervøs for.
Vi har også været oppe at gå på vulkanen Kilauea. Det var en lidt anden oplevelse, end da vi besteg vulkanen Sibayak på Sumatra i 2017. Dengang havde vi en guide med for ikke at gå vild, og vi følte virkelig, vi besteg bjerget. Denne gang kørte vi op til parkeringspladsen på toppen, og gik ad en asfalteret sti rundt om vulkankrateret. Det blev den nu ikke mindre imponerende af.
Vi har også set et par vandfald med tilhørende smuk regnskov, samt været en hel del på stranden. Her var vi virkelig heldige og se to havskildpadder, der kom op på det lave vand og spiste af algerne på klipperne.
mandag den 17. juli 2023
Flora og fauna på The Big Island
Vi ser mange smukke ting her på The Big Island, så i dette indlæg har jeg samlet lidt af den fantastiske flora og fauna, vi har oplevet indtil videre.
Allerstørst var nok natte-snorkling med manta rays. Det var magisk og gåsehudsfremkaldende.
søndag den 16. juli 2023
Hawai'i - The Big Island
På møntvaskeriet i Honolulu faldt jeg i snak med en gammel mand, der gerne ville høre om vores rejseplaner. Da han hørte, vi skulle videre til The Big Island udbrød han: "It's VERY rural. Why do you want to go there? Everything is here, the tours and all"
Men vi synes nu, det lyder skønt med noget mere landligt, efter først 4 dage i New York og 6 i Honolulu.
Da vi landede i lufthavnen i Kona torsdag eftermiddag, efter en lille times flyvetur, blev vi da heller ikke skuffede. Her er den helt rigtige "island-vibe". Det meste af lufthavnsområdet er i fri luft, bl.a. bagageudleveringen.
Her er også masser af øde land, så det er et must at have en lejebil. Denne gang har vi fået en Chrysler mini-van, hvor der er mere end rigeligt plads til os.
God plads er der også i vores hotel/ferielejlighed. Badeværelset er på størrelse med Marcus' lejlighed, og her er et full-size køkken, så vi kan lave lidt mad herhjemme. Vi var ved at være lidt trætte af at spise ude, så det nyder vi virkelig. Vi bor på et Hilton resort, og det er virkelig en upgrade fra et slidt by-hotel i Honolulu.
Fredag kørte vi tværs over øen og besøgte byen Hilo, hvor der var forskellige butikker, drengene gerne ville besøge. Vi tog til Carlsmith Beach Park, både for at bade, mens også i håbet om at se havskildpadder. Der var dog godt fyldt op med mennesker, så vi regnede med, at det holdt skildpadderne væk. Men det gjorde de ikke, denne her flotte fyr svømmede lige så roligt forbi os. Fantastisk!
Bagefter kørte vi ud og så på vandfald ved Rainbow Falls, inden vi kørte over bjergene hjem til vores side af øen.
Lørdag holder vi ferie fra vores ferie, vi dasker rundt på resortet, er i poolen, spiller spil og sover middagslur.
Det får vi brug for, for sent lørdag aften skal vi ud og nat-snorkle, hvor vi forhåbentlig får manta rays at se.



