fredag den 14. juli 2023

Flere oplevelser på O'ahu

 Vores uge på øen O'ahu er ved at være ovre. Udover surftimer har vi oplevet lidt af hvert. En af de første dage oplevede vi politiet komme ræsende med fuld údrykning i mange, mange politibiler, og der løb en politimand rundt med en assault rifle lige uden for hotellet. Så vi besluttede at lige vente lidt med at tage på udflugt!

Vores hotel ligger i Waikiki, som er en del af Honolulu. Det er en af de zoner på O'ahu, hvor der må være hoteller og turistindustri. Honolulu er en stor by med masser af trafik og Waikiki er fuld af liv og turister. Waikiki Beach er en fantastisk strand, hvor vi bl.a. fik surftimer, som kan ses i forrige indlæg.



Søndag besøgte vi mindesmærket for angrebet på Pearl Harbor. Det var spændende og tankevækkende, og vi fik nogle gode snakke, bl.a. om amerikanernes stolthed af deres militær og deres tilgang til det.
Pearl Harbor er en smuk bugt, hvor der i gamle dage blev fisket perler, deraf navnet. 



Vi havde scoret billetter til en sejltur over på den anden side af bugten, til Ford Island, hvor det sunkne vrag af SS Arizona ligger. Desværre blev lige nøjagtig vores afgang aflyst, p.g.a. "strong winds". Man skulle ellers tro, at US NAVY burde kunne sejle 75 turister tværs over en bette bugt i en let brise, men vi anerkender, at det ved de nok mere om end os. 

Mandag og tirsdag har vi surfet, og været rigtig trætte bagefter. Nikolaj og Oliver valgte dog mandag at gå den korte hike på den nærliggende vulkan, Diamond Head…




Tirsdag morgen løb(!) Nikolaj 12 km ud til lufthavnen efter vores lejede bil. Så da vi var færdige med surfing tirsdag, kørte vi lidt rundt på øen i denne Jeep.


Onsdag kørte vi endnu længere væk, helt op på nordsiden. Først gik vi en varm, men smuk tur på Ka'ena Point. Det er en rute, der går rundt om en nedsunken vulkan, langs med stranden/kysten. Området er et sted, hvor sjæle forlader denne verden, ifølge den hawaiianske folklore.



Mens vi går ude på de sorte lava-klipper, peger drengene pludselig ud i vandet. De har fået øje på en sæl. Vi følger den et stykke henad, hvor den går på land og finder sin ven på stranden. Ifølge plancher i området, er den type sæl meget truet, så vi føler os utrolig heldige.







Efter vandringen kørte vi videre til Keana Farms, hvor Nikolaj og Oliver skulle på en zipline-tur.



På vejen tilbage til Honolulu kørte vi forbi de smukkeste strande, så vi var selvfølgelig nødt til at stoppe op ved en af dem.



Videoerne fra surf er kommet, så om ikke alt for længe lægger vi videoer op, så I kan se, hvor seje Kolberne er.


onsdag den 12. juli 2023

Oahu

 I fredags landede vi i Honolulu efter en lang tur via Denver og endnu nogle timers tidszoneskift. Vi er nu præcis 12 timer bagud i forhold til europæisk sommertid, så når I går i seng, er vi lige stået op.

I sidste øjeblik bookede vi et ekstra hotelværelse her i Waikiki Beach, da vi var lidt bange for, at vi kom til at gå hinanden på nerverne ellers. Så nu har vi hver især en queen-size seng, og det er bare lækkert at kunne brede sig. Hotellet er enormt slidt ned, men her er rent og pænt nok. Vi har jo heldigvis boet meget "værre" på vores andre rejser.

Det har taget os lidt tid at få vendt tidsforskellen helt rigtigt, men den er ved at være der nu. 

I går og i dag har vi taget surf lessons, som I måske har set, hvis I har fulgt med på Instagram og Facebook. Her på anden-dagen har mor dog meldt pas, så det har kun været drengene. Til gengæld har jeg taget en masse billeder, som kommer herunder. Når vi får drone-videoerne lægger jeg dem op i et nyt blogindlæg. Kolbe-gutterne  har været SÅ seje og er alle lykkedes med at komme op at stå og surfe.



Opvarmning på land

Oliver i fin stil. 

Stemningsbillede fra stranden

Der hviles på surfbrætterne imellem bølgerne. Surfing er hård for arme og nakke.

Oliver og Marcus padler ud.

Nikolaj i flot positur

Surfskolens drone, der optog. Videoer kommer senere

Ældre, lokale surfere på vej ud

Marcus i smuk form

Nikolaj med surf-instruktøren, Mo



Tre trætte surfere


Vi har lejet en bil i dag, så i eftermiddag skal vi ud af Honolulu og lidt rundt på øen. Det samme skal vi i morgen, hvor Oliver og Nikolaj skal ud på noget zip--line halløj.


fredag den 7. juli 2023

New York, New York

Første stop på familierejsen, 4 dage i New York, er ved at være ovre. New York er travl, insisterende, larmende, beskidt og her i juli måned, meget, meget varm. 

Selvom vi kun har været her i 4 dage, har vi nået at opleve meget. Frihedsgudinden (på en sejltur med gigantisk regnvejr, der gjorde varmen ekstra fugtig), Empire State Building, 9/11 Memorial, Central Park, The Met museum og, ikke at forglemme, autentisk New Yorker-pizza. 

Vi har også navigeret igennem gadesælgere, døde rotter, skrald og turistmedarbejdere, der ser ud som om deres sjæl har forladt kroppen. 4 dage er slet ikke nok til at opleve hele New York, så måske vi skal tilbage en anden gang.

Se stemningsbilleder herunder. 

I morgen skal vi meget tidligt op, da vi har en lang rejsedag, der ender i Honolulu. Vi ser meget frem til at kunne hoppe i poolen og blive kølet lidt ned.


Lady Liberty med helikoptere cirklende omkring. Det bliver vist ikke mere amerikansk.

New Ýork skyline med røgen fra kanonerne i Battery Park

Drengene

En Hamilton-fanboy foran Richard Rodgers Theater på Broadway

Mor har fået Frihedsgudinden på som hat

Central Park

På toppen af Empire State Building

Pizzaslices fra Little Italy

9/11 Memorial - dette er stålbjælkerne, der var lige under det første fly, der ramte.

Marcus, der var 1 måned gammel 9/11 2001, foran museet.

Fearless Girl foran New York Stock Exchange har fået selskab af 3 fearless men. De starter et nyt band snart, og dette er coverfotoet.

Skulptur fra The Met
Renoir - smuk impressionisme, fra The Met



Vores hotel på Broadway/Times Square


Oliver blev sendt ud at klatre i Queens og fik selvfølgelig straks nye venner




fredag den 30. juni 2023

På nye eventyr


 5 år er gået siden sidste rejse, og meget er sket. Begge børn er blevet voksne og ældstemand er endda flyttet hjemmefra. De næste 3 1/2 uge skal vi se, om vi kan finde ud af at leve helt tæt sammen igen.

Turen går til New York og derefter videre til Hawai’i, hvor vi skal besøge øerne Oahu, Big Island og Maui. 

Huset herhjemme er lånt ud hele sommeren, så katten kommer ikke til at lide nogen nød. 

Pakningen er gået i gang, og vi laver mange lister. Følg med her, samt på Facebook og Instagram. 



mandag den 31. juli 2017

Farvel til Indonesien (Og måske "På gensyn"?)

Efter næsten 5 uger på farten lakker vores familierejse 2017 nu mod enden.

I øjeblikket sidder vi i lufthavnen på Bali, og får fyldt depoterne op, inden vi om et par timer indleder den næsten et døgn lange hjemrejse.

Vi har haft nogle fantastiske uger, og har endnu en gang nydt hinanden som rejsekammerater, klar på fælles aha- og åhh-oplevelser i stor stil.

Herunder et billede fra Gili-øerne, som vi virkeligt blev glade for, samt en afsluttende lufthavns-selfie.




Kolbe'rne takker farvel. Vi håber at have en ny, spændende rejse at fortælle om igen om 3-4 år.  (Fotoet herunder er taget i lufthavnen og viser afstande til Hawaii, Fiji, Californien m.m., så måske det er et varsel med inspiration til et sted for en kommende tur..?  :-)) 






søndag den 30. juli 2017

Vi dykker videre

Som beskrevet i et tidligere indlæg er vi nu alle fire stolte indehavere af dykker-certifikat, og det skal selvfølgeligt udnyttes, når man er kommet til en lækker tropeø som Gili Trawangan. Desværre har Marcus fået halsbetændelse, så han måtte passe sengen/hotellet/tv'et, mens vi andre har været på dykkertur. (Marcus har været ved lægen og fået piller, og får det stille og roligt bedre). 

Herunder billeder fra to dejlige dykkerture, den ene med Nikolaj og Oliver (mens Helle var hjemme med Marcus), og den anden hvor Helle, Nikolaj og Oliver var afsted på en god tur. 

Det nye dykkercenter havde papegøjer som kæledyr, så dem skulle Oliver og Helle selvfølgelig lige hygge med. 


Oliver er altid glad, når der er en dykkerbåd i nærheden. 

Helle giver "OK"-signalet til vores instruktør, som sidder på den modsatte side i midten, og har spurgt om vi er klar til at hoppe i vandet.  


En video af vores "sitting backroll" tur fra båden til vandoverfladen.

Vi så mindst 5 skildpadder på de to ture. De er fantastisk hyggelige at møde under vandet.  

Endnu en skildpadde :-)

Tre Kolbe'r i fin dykkerstil. 

En lille video optaget af Helle. 

På første tur så vi små hajer, men havde desværre ikke kamera med. Så derfor har vi lånt et billede fra internettet, som på en prik ligner de hajer vi så. (Hajen er nederst i billedet).  

På vej tilbage. Vi elsker dykkerlivet! :-)


Hele familien hygger hver dag med en fantastisk solnedgangs-udsigt, som vi bare ikke kan få nok af. 

Efter dejlige dage på Gili-øerne går turen i dag tilbage til Sanur på Bali, hvor vi er et døgns tid, før vi i morgen aften rejser hjem til Danmark.