Disse billeder er taget for noget tid siden, men vi vil gerne vise jer lidt af det vilde dyreliv, vi har set på vores tur, udover saltvandskrokodillerne, som I kan se i et tidligere indlæg.
Flere af de campingpladser vi boede på ved Uluru og King's Canyon skiltede med, at pladsen blev besøgt af dingoer. Dingoer er vilde hunde, de er rovdyr, og man skal ikke behandle dem som tamme hunde, for de kan godt angribe, især mindre børn. (Der var sjovt nok ikke så mange af vores børn, der skulle ud og tisse om natten... :-) ) Vi så flere dingoer gennem autocamperens vinduer om aftenen, men en tidlig morgen, efter en løbetur, fangede Nikolaj disse par stykker med kameraet.
På vores vej nordpå ad Stuart Highway, som løber gennem hele Australien fra syd mod nord, så vi temmelig meget road kill, altså trafikdræbte dyr. (Vi skal nok skåne jer for billederne af det). Der var rigtig mange døde kænguruer og wallabies (en lille kænguru-art), men de største og mest bizarre road kills vi så, var køer. Kæmpestore køer, der lå døde i vejkanten med brækket hals. Det er de store roadtrains, lastbiler på op til 54 meter, som ikke stopper for hverken køer eller kameler. (Ja, der er også vilde kameler i Northern Territory).
Længere nord på, på campingpladsen ved Katherine Gorge, vrimlede det med wallabies, både døde og levende. Generelt undgik vi at køre efter solnedgang, for der er dyrene mest aktive og der er derfor størst risiko for påkørsel. Efter Nikolajs tur på hospitalet var vi dog nødt til at køre hjem i mørke. Det foregik meget stille og forsigtigt, for der var rigtig mange wallabies der græssede i vejkanten. Da vi kom hjem til campingpladsen opdagede vi, at der var besøg at wallabies på pladsen også, så vi styrtede rundt for at tage billeder i mørke. Ikke den nemmeste opgave. Næste morgen/formiddag sad der dog en stor wallaby lige ved siden af vores bil på parkeringspladsen, og den lod sig villigt fotografere.
I Katherine Gorge (Nitmiluk) blev vi i om morgenen vækket af, hvad vi troede var en stor flok fugle. Men da vi gik ned mod floden, spottede Oliver, at der hang flagermus i træerne. Og da vi kiggede op, var der faktisk flagermus i alle træerne. Rigtig, rigtig mange flagermus, og det var dem, der larmede. Oliver og jeg snakkede med en ranger, som fortalte at for tre uger siden, havde der været omkring 300 000 fruit bats i området. Når de frøs ("It's a bit cold this morning" sagde rangeren. Der var omkring 25 grader!) klumpede de sig sammen i store klaser, og de kunne få selv meget tykke grene til at knække. Man kunne se, hvordan de havde ødelagt alle træerne langs med floden. Som man måske kan se på billederne, er der også unger med i flokken.