Søndag blev dagen, hvor vi endelig har forladt Cairns, hvor vi ellers har været ret længe. Vi er kørt nordpå til Port Douglas.
Et absolut MUST på en Australiens-rejse på østkysten, er en tur på Great Barrier Reef. Så det skulle vi selvfølgelig også. Vi tog en heldagstur med Quicksilver, som sejlede os ud på deres platform på det ydre Agincourt-rev. Fra platformen er der en masse aktiviteter, vi startede med en fin tur i en båd med glasbund, så vi kunne se koralrevet og dyrelivet. Efter en lækker frokost trak vi i svømmetøj og snorkeludstyr og så snorklede vi rundt i havet omkring platformen. Vi synes alle, at det var helt fantastisk at snorkle og de 3½ time vi havde ude på revet bare fløj afsted. Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi har været på snorkeltur.
Vi så rigtig mange flotte fisk og koraller og vandet var en helt passende temperatur, selvom nogle af de japanske turister, der også var med, synes vandet var forfærdelig koldt. Men for danskere kan et par og tyve grader varmt havvand aldrig føles koldt.
Vi har ikke så forfærdelig mange billeder fra turen, da vi ikke medbragte det gode kamera, men kun mobiltelefonerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar