For at komme rundt på øen kræves et firehjulstrukket køretøj, for der er kun stranden og sand-tracks at køre på,og det kan blive rimelig spændende kørsel af og til. Vores motorhome er ikke ligefrem egnet til sandkørsel, så vi havde hjemmefra booket en to-dagestur til Fraser.
Jeg tror, historien bedst fortælles i billeder, så hermed en advarsel om, at dette bliver et billedtungt indlæg :-)
Prammen fra Hervey Bay til Fraser lægger til i en lavvandet bugt. På øen ventede vores firehjulstrukne tur-bus med tilhørende chauffør/guide, Warren.
Et af de første stop var ved Lake McKenzie, en stor ferskvandssø midt på øen. Søen er et lukket system, der udelukkende består af regnvand, det er faktisk bare en stor vandpyt. Men en utrolig smuk en.
Vi skulle selvfølgelig bade i søen.
Lake McKenzie, et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har set.
Lidt opvarmning v. Warren foran bussen før vi skal på regnskovsvandring.
Warren var en supergod chauffør, selvom han påstod det modsatte. Det kræver virklig mod og talent at styre en stor bus rundt på de krævende sandtracks på Fraser. Det var en hoppende tur, næsten som en forlystelse i Fårup Sommerland. Warren var også en humoristisk fyr, som samtidig var utrolig vidende og kunne fortælle rigtig meget om øen.
I regnskoven løb der en lille ferskvandsbæk. Ved første øjekast så det ud som om, at der lå noget hvidt skum på overfladen, men ved nærmere øjesyn kunne man se, at det simpelthen er den hvide sandbund, man ser. Vandet er så klart og stille, at man ikke ser eller hører det.
På vandretur i regnskoven.
Et af de smalle sandtracks, som man kører på, når man skal indover øen. Om der tit er nogen, der sidder fast? Ja, det er der.
En god, lang travetur i sand for at komme til Lake Wabby. Endnu en ferskvandssø midt på øen, kun 10 km fra Lake McKenzie, men helt anderledes.
Drengene nød at lege i sanddynerne.
Sandet er af allerfineste kvalitet.
Vi nøjedes kun med at soppe i Lake Wabby.
På Fraser er der, i lighed med andre steder i Australien, vilde dingoer, som er en slags ulv eller vild hund. I 2001 blev en dreng dræbt på øen af dingoer, og dingoerne bliver ofte tiltrukket af de mange campister på øen og deres madforråd. Derfor er der strenge restriktioner for interaktion med dingoerne, det er f.eks. strengt forbudt at fodre dem eller på nogen måde efterlade madrester. Man får også instrukser om ikke at færdes alene, at holde sine børn inden for armslængde og nogle steder endda at have en kæp med til at forsvare sig med. Dette billede er taget ud af bussens vindue, vi måtte ikke få lov at stige ud.
Vi var også så heldige at spotte hvaler i havet. De migrerer lige nu mod nord for at parre sig.
Hvaler igen.
Maheno skibsvraget, som drengene havde glædet sig til at se.
Vi var rigtig heldig med at se dyreliv. Her spottede vi en ørn.
Og en lille søløve, muligvis en unge, der var kommet tæt på kysten. Vores guide sagde, at det var første gang, han havde set sådan en.
Champagne Pools, et område, som klipperne naturligt har lukket af, så man kan bade der, i sikkerhed for hajer og bølger og understrøm. Klipperne er i øvrigt slet ikke klipper, for det findes ikke på sandøen. Det er urgamle rester af skov, der er blevet presset hårdt sammen gennem tusindvis af år.
Udsigt fra Indian Head, et udsigtspunkt formet af samme "klippe"materiale.
Ser du den sorte skygge? Det er en tigerhaj på størrelse med en bus. Billedet er taget meget højt oppe fra udsigtspunktet Indian Head.
Den sorte skygge er en stingray.
Oliver former en skildpadde i sandet.
Denne dingo så vi på stranden et sted, hvor vi godt måtte stige ud af bussen. Heldigvis ignorerede den os fuldstændigt, da vi var en stor gruppe af mennesker.
Vi vader gennem Eli Creek, endnu en skøn ferskvandsbæk, som løb direkte ud i havet.
Eli Creek var klar og kold, og nogen kunne ikke modstå fristelsen til at dyppe hele kroppen.
Lørdag aften, tilbage med prammen mod solnedgangen.
Fraser Island var en af de bedste oplevelser vi har haft på vores lange rejse, og vi forstår godt, hvorfor aboriginerne kalder den K'Gari, Paradis.
