Der er nu gået tre år siden vores sidste længere rejse, og nu er det ved at være tid til at tilfredsstille udlængslen igen. Denne gang skal vi til Sydøstasien, nemlig Singapore og Indonesien.
I alt skal vi være væk i lige knap 5 uger, og vores hus er heldigvis lånt ud i hele perioden, vi er væk.
Om knap to uger sætter vi os i et fly med kurs mod Singapore via Amsterdam. I Singapore skal vi være et par dage og opleve storbyen.
Efter det kommer et miljøskifte, for vi flyver nemlig til Medan på Sumatra og kører derefter videre til Tangkahan, hvor vi skal tilbringe nogle dage i Gunung Leuser Nationalpark. Vi skal vandre og overnatte i regnskoven, hvor vi forhåbentlig kommer til at opleve dyrelivet, bl.a. orangutaner. På Sumatra planlægger vi også at bestige en vulkan og flere andre naturoplevelser.
Efter Sumatra flyver vi til Bali, via Kuala Lumpur. På Bali skal vi være forskellige steder på øen. Vi glæder os til at opleve kulturen og boltre os i vandet. Vi planlægger selvfølgelig at bade, svømme og snorkle. Måske vover vi også ud i at prøve at surfe, hvem ved.
Efter Bali skal vi til en af de små Gili-øer, Gili Air, der ligger mellem Bali og Lombok. Her skal hele familien tage dykkercertifikat, det ser vi meget frem til. Bagefter skal vi videre til Gili Trawagan, også en af Gili-øerne, hvorefter vi skal et hurtigt smut tilbage til Bali og dernæst vender vi næsen hjem igen.
Følg med her for opdateringer undervejs :)


Ingen kommentarer:
Send en kommentar