Vi blev hentet af vores chauffør/guide i lufthavnen i Medan. Han forberedte os på, at det var en lang køretur til Tangkahan, cirka 5 timer, hvis det gik godt, og det sidste stykke af vejen var "very bad road". Inden skulle vi dog lige forcere trafikken i og omkring Medan, og vi kunne næsten mærke, hvor lettet han blev, da vi forsikrede at vi ikke havde nogle ærinder i Medan. Der var nemlig temmelig meget trafik derinde. Selvom vi således kun kom igennem udkanten af Medan, synes vi nu alligevel at trafikken var temmelig hektisk. Da jeg spurgte til, hvorfor det ene trafiklys, vi så, ikke var tændt, var svaret at det var omsonst, da folk alligevel ikke respekterede det. Så var det sikrere at have en politimand til at stå og dirigere i stedet.
Efter en dejlig frokost på en lokal indonesisk restaurant undervejs, kom vi endelig ud på "the very bad road". Den var i sandhed også dårlig, en dirt road med mange skarpe sten og huller i vejen og det endte med at vi måtte have skiftet dæk undervejs
Tangkahan ligger lige på kanten af junglen, og de folk, der bor der, arbejdede tidligere med at fælde regnskoven for tømmer og for at give plads til regeringens kæmpe palmeolieindustri. For 10 år siden begyndte de at lære om farerne ved at fælde regnskov, bl.a. at de jo så ikke var sikret job i fremtiden. I stedet arbejder de nu "sustainable", dvs. de satser på turisme, som kan bevare regnskoven og samtidig sikre dem beskæftigelse i lang tid fremover.
Vores hotel, Mega Inn, var temmelig primitivt, men rigtig hyggeligt. Medarbejderne er imødekommende og venlige, præcis som folk i landsbyen.
Man skal krydse en spændende hængebro for at komme over floden til hotellet. Her var mest unge backpackere, men også en enkelt familie, ligesom os. Backpackerne og hotellets ansatte ynder at sidde om aftenen med guitar og bongotromme og skråle lejrbålssange. Vi mødte også et par danskere, der ligesom os havde arrangeret rejsen med Jysk Rejebureau.
.
En af de turistaktiviteter, der er i Tangkahan er elefantsvaskning, hvor man får lov til at skrubbe elefanterne i floden og derefter belønnes man med et brusebad af elefanten og måske et kys. Fantastisk oplevelse. Samme dag var vi også på et mini-jungletrek, som optakt til det "rigtige" trek vi skal på i morgen. Vi afsluttede med en skøn dukkert i floden. Regnskoven er varm!
Lige nu er vi i Bukit Lawang, som er lidt mere turistet end Tangkahan, men landsbyen er stadig ret primitiv. Det er godt for os alle at se, at man kan leve på mange forskellige måder, og vi skal sætte pris på, at vi kan gå ind i et supermarked og købe alt, vi ønsker.
Hverken i Tangkahan eller her i Bukit Lawang har vi mobilforbindelse. Dog er der wifi i restauranten her i Bukit Lawang.
Turen hertil var også et spændende kapitel. Hvis vejen til Tangkahan betegnes som dårlig, så er vejen fra Tangkahan til Bukit Lawang endnu dårligere. Turen foregik ikke denne gang i en moderne bil med air condition, som den første tur, men i en gammel, gammel jeep, der aldrig ville være gået igennem syn i Danmark. Sikkerhedsselerne virkede ikke og den ene bagdør blev ved at springe op.
I morgen skal vi som sagt på jungletrek, hvor vi skal overnatte en nat i regnskoven. Det bliver spændende. Mere om det senere, sandsynligvis først når vi kommer til et sted med en bedre forbindelse. Vi har rigtig mange gode billeder, men det tager alt for lang tid at uploade til bloggen, så I må nøjes. Følg også med på Instagram, hvor vi (børnene og jeg) af og til lægger lidt op.