I dag havde vi lavet en aftale med skipper fra i går, at vi skulle ud at snorkle. Der er det fineste rev lige ud for kysten og vandet er som sagt krystalklart og helt blikstille. Perfekt snorkelbetingelser.
Vi så mange fisk og flotte koraller og vores GoPro kamera kom virkelig til sin ret.
Til sidst mødte vi også en elektrisk ål, og vi kunne mærke planktonen i vandet, der blev elektrisk ladet og prikkede som nåle på huden.
Vi tjekkede ud fra vores hotel i Lovina til middag og mødtes med vores driver, der skulle fragte os til Ubud. Undervejs stoppede vi ved et hinduistisk tempel, hvor vi alle skulle iklædes sarong for at komme ind.
Derefter kørte vi til Kintamani, hvor der skulle være en fantastisk udsigt over Bakur-søen. Udsigten var også fantastisk, men vi gik direkte i en turistfælde, da vi blev sat af ud for en restaurant med udsigtsterrasse, og naturligvis gik direkte ind og spiste frokost sammen med hundredevis af andre turister. Det blev hele rejsens allerdyreste måltid for ganske middelmådig buffetmad.
Bagefter kørte vi til Penglipuran, der er en traditionel, hinduistisk landsby, som er meget smuk i sin arkitektur.
Nu er vi landet på vores hotel i Ubud, hvor wifien er dårlig, så jeg har måttet prioritere upload af billeder. Hvis du gerne vil se billeder fra fx Penglipuran, så gå ind på min Instagram, hvor jeg har lagt et billede op. Søg på helle_l_k






Ingen kommentarer:
Send en kommentar